Ry floorball historie

Ry Floorball Klub blev stiftet af en gruppe driftige floorball spillere den 8. juni 2006. Vores nuværende formand Torben Larsen var med sammen med 6 andre !!! De første 3 måneder var navnet dog Ry Hockey Klub, men det blev ændret til Ry Floorball Klub for bedre at signalere det spil der reelt spilles.

Klubben investerede hurtigt i stave, bolde og mål, og fra første sæson blev der spillet masser af floorball i Ry hallerne som har været træningssted og hjemmebane alle årene. Efter et par år lykkedes det at skaffe et komplet sæt bander – dels ved økonomisk støtte fra kommunen og dels ved brug af egen opsparing.

Gennem årene har Ry Floorball klub spillet en del kampe mod andre klubber. Men det har i højere grad været det sociale som har været i højsædet og der er flere festlige traditioner som hvert år holdes ved lige.

Omkring 2010 kom der også ungdom på programmet. Nogen fodboldspillere skulle have en idræt til vinteren. I dag spilles der floorball fra U9 til U15. I sæson 2014/15 deltog klubben for første gang i Danmarksturneringen – med et U13flex hold –  og i 2015/16 deltog Ry floorball klub med et U13flex og et U15flex.

I sommeren 2016 rundede klubben 10 år – med største medlemsantal nogensinde. Det var også i forsommeren 2016 Ry Floorball deltog ved Landsmesterskaberne for første gang – afholdt i Ringsted.

I 2016/17 deltog Ry Floorball med et U13, U15 og U15flex hold. U15 holdet bestod af spillere med efterhånden mange års floorballtræning bag sig og de spillede lige op med de store Floorballklubber i Nordjylland. Ved Landsmesterskaberne nåede holdet semifinalen som blev tabt knebent til de senere vindere fra Strandby. De yngre årgange deltog i mange kidsliga stævner i hele Jylland og Herrerholdet spillede flere træningskampe end nogensinde før mod Floorballklubber fra Midtjylland.

I 2017/18 var det kun U13 holdet som var i turneringen, mens både U9 og U11 var med ved flere kidsligastævner. Ry Floorball deltog i Mørke´s julestævne og vandt klubbens første seniorturnering efter et historisk comeback der sjældent er set større. Holdet var suppleret med et par af de ældste ungdommer. Ved Landsstævnet deltog Ry Floorball med hele 4 hold ( U9+U11+U13+U17 ). Der var arrangeret fælles buskørsel fra Ry til Frederikshavn. Det sportslige højdepunkt ved stævnet stod U17 for, da de nåede A slutspils finalen, men tabte på straffeslag til Frederikshavn. Der var stort og flot fremmøde til Herrerholdets tirsdagstræninger og holdet spillede et par træningskampe mod bl.a. Galten. På materielsiden fik vi 2 helt nye mål. Desværre lykkedes det ikke – for første år nogen sinde – at få afviklet julefrokosten. Det bliver der selvfølgelig rettet op på.